Tele scorer kassen på internet og mobil

TelePost har netop offentliggjort den seneste kvartalsrapport, der viser en markant forbedret indtjening i årets første ni måneder sammenlignet med samme periode sidste år.
12. december 2012 06:22

Det selvstyreejede kommunikationsselskab nåede ved udgangen af september et resultat på 92 millioner kroner, og det ligger godt 50 procent over sidste års resultat på samme tid. Det var dengang på lige omkring de 60 millioner kroner.

Ifølge selskabets egne kommentarer til kvartalsregnskabet skyldes den markante fremgang i indtjeningen især en stor vækst i brugen af mobildata.

Og netop derfor blev priserne på de tjenester halveret med virkning fra den 1. oktober, hedder det.

Der meldes også alt vel fra POST-divisionen, der med effektiv drift kan vise overskud, hvor mange andre postvæsner har problemer med at få sorte tal på bundlinjen.

- En sund økonomi er afgørende for vedvarende udvikling af TELE-POST, så vi kan sikre samfundet en fortsat reduktion af priserne og investeringer i kapacitet, siger konstitueret administrerende direktør, Steen Montgomery-Andersen.

Han understreger samtidig, at overskuddet er blevet større end forventet, fordi det tager tid at få prisnedsættelserne godkendt af Teletilsyne.

Samlet set skønnes TelePost-koncernen at opnå en indtjening i år på omkring 100 millioner kroner før skat. Det skal sammenholdes med resultatet sidste år på godt 71 millioner kroner.