Tele-Post udsat for stort tyveri

Tele-Post i Ilulissat har været udsat for tyveri for mere end 150.000 kroner. En person er anholdt og sigtet.
Foto © : Simon Uldum / Arkiv
Skrevet af Karsten Sommer
15. marts 2017 14:22

Tyve begik indbrud i Tele-Post Ilulissat og stjal 37 smartphones af mærkerne iPhone og Samsung og andet tilbehør til en samlet værdi af over 150.000 kroner. Det oplyser politiet.

Politiet i Ilulissat efterforsker i øjeblikket sagen, og det har indtil videre ført til anholdelse af en person, der er sigtet for indbrud og hæleri.

Langt hovedparten af de stjålne genstande mangler dog fortsat at blive fundet, og derfor søger politiet vidner, som kan have set noget usædvanligt i området ved Tele Post i tidsrummet fra søndag den 12. marts klokken 15.00 til mandag 13. marts om morgenen.

Samtidig beder politiet borgere om at være opmærksomme på, hvad man køber af andre. Hvis en telefon bliver solgt til en meget billigere pris end i butikkerne, kan den være stjålet.

Politiet i Ilulissat kan kontaktes på telefon 701422.