Tele-Post skal have den store tegnebog frem

Tele-Post skal bruge knap 1,2 milliarder kroner på investeringer i søkabel og radiokæder samt udbytte til Selvstyret. Det store beløb skal tjenes hjem igen på mobilkunderne, forklarer selskabets direktør.
Foto © : KNR
25. januar 2017 07:01

Tele-Post skal bruge rigtig mange penge for at komme i mål med selskabets nye strategi.

 - Det vigtigste mål er, at vi skal give borgerne en meget bedre service og dække Grønland bedre, end vi gør i dag, forklarer direktør i det selvstyreejede Tele-Post, Kristian Reinert Davidsen.

Strategien sætter kursen for selskabet frem til 2020, og målet er, at 92 procent af Grønlands befolkning får samme adgang til internettet som i Nuuk.

- Helt fra Nanortalik i syd til Upernavik i Nord, siger direktøren.

800 millioner til søkabel og radiokæder

Derfor skal søkablet forlænges til Maniitsoq, Sisimiut og Aasiaat og radiokæderne forlænges og forstærkes. Ifølge direktøren løber investeringerne op i cirka 800 millioner kroner over den 4-årig periode, som strategien strækker sig over.

Ud over denne store investering har selskabets ejer – Selvstyret - også stillet krav om udbetaling af udbytte, hvilket er opgjort til 378 millioner kroner over den 4-årig periode.

 - Så i den samlede investeringsplan skal vi også finde midler til at udbetale det udbytte som er os pålagt, siger Kristian Reinert Davidsen.

Tele-Post skal optage et lån på 400 millioner kroner for at kunne opfylde sine forpligtelser med hensyn til udbyttebetalinger og investeringerne i ny infrastruktur.

Direktør: Der er kun et sted at tjene pengene

Der er dog kun et sted, at Tele-Post kan tjene pengene hjem igen.

- Vi har kun én mulighed for at finansiere det, og det er at tage pengene fra vores kunder, siger Kristian Reinert Davidsen.

Det er især på mobiltelefoni i landets fem største byer, at Tele-Post tjener penge, fortæller direktøren. Han forventer ikke, at Tele-Post bliver nødt til at hæve priserne.

 - Vi håber på, at vi kan fortsætte den strategi, som vi begyndte på før jul, hvor vi med Tusass Plus har sænket priserne på mobilområdet, lyder det fra direktør i Tele-Post Kristian Reinert Davidsen.