Tele-Post: Problemer med både internet og tv-signalet

Der er problemer i hele landet med internettet, mens der lokalt kan være nedbrud på tv-signalet.
30. august 2020 11:52

Opdateret 30/08-2020 kl. 15:55: Overfor avisen Sermitsiaq meddeler Tele-Post, at problemerne skyldes, at de forbindelser, som Tele-Post er koblet op på i USA og Europa, er ramt.

Lange svartider i Tele-Posts system gør, at hele Grønland oplever svingende internet. Samtidig kan borgere spredt over hele landet opleve nedbrud på tv-signalet.

Det fortæller afdelingschef hos Tele-Post, Kim Zinck.

- Vi har lange svartider på internettet på nuværende tidspunkt, og vores teknikere er i fuld gang med at undersøge hvad problemet er, siger han og uddyber:

- Ud fra det, som vi kan se, berører det hele Grønland, og det er vi selvfølgelig meget kede af.

Tele-Post ved ikke på nuværende tidspunkt, hvad de lange svartider skyldes, og vil heller ikke komme med et bud på, hvor længe problemet kan vare endnu.

Tv-signalet kan være væk

Hvis du tænder for tv’et i stedet for at surfe på nettet, så kan det være, at du oplever flere problemer her.

Lokalt kan man nemlig støde ind i sort skærm, eller meget ringe signal.

- Problemet kan være, at vi har nogle sendere, der er gået ned, og der er vores teknikere også med at undersøge problemet for at løse den fejl. Det kan godt være, at fejlen er mere lokal end gældende for hele landet, forklarer han.

Heller ikke her, ved Tele-Post endnu, hvorfor der er nedbrud, eller hvor længe, der kan gå før, at signalet er tilbage.

Kim Zinck oplyser videre, at de to nedbrud ikke bør have nogen sammenhæng.