Tele indbringer sig selv til Telestyrelsen

Tele Greenland har indbragt sig selv til Telestyrelsen i sagen om prisen på samtrafik med Skynet Nuuk i Nuuk og Nuussuaq.
26. marts 2011 13:03

Konkurrencenævnet gav den 16. februar TELE Greenland 14 dage til at aflevere et tilbud på køb af data til Nuuk Skynet. Men Nuuk Skynet har ikke været tilfreds med tilbuddet, da tilbuddet ifølge Nuuk Skynet er for høj i forhold til hvad selskabet betragter som rimeligt.

Forløbet har så fået TELE Greenland til, at anmode Telestyrelsen om at gå ind i sagen, og forholde sig til prisen på den ønskede ydelse.

Ifølge Nuuk Skynets direktør, Peter Engsig Karup, har Tele Greenland i to omgange afgivet to tilbud til Nuuk Skynet, som de mener, er for høje i forhold til hvad Skynet betragter som rimeligt.

 - Vi vil gerne betale de sagligt set ægte omkostninger, der medgår og en rimelig fortjeneste, og det er også det der ligger i lovgivningen. Så det er ikke noget med, at Skynet vil forsøge at få det billigere. Vi ved bare, at det her tilbud på cirka 10 millioner kroner, som Tele Greenland har givet, simpelthen bare ikke er rigtigt, siger Peter Engsig Karup.

Men Tele Greenland mener, at teleforordningen er meget klar på det område.

- Det er ikke rimeligt, hvis nogen kan købe kapacitet for at konkurrere på markedet, uden at de også er med til at betale for en del af de omkostninger, vi har haft, skriver TELE Greenland.

Efter at TELE Greenland har indgivet sagen videre til Telestyrelsen, må Nuuk Skynet, der siden maj 2010 har været klar til at tilbyde trådløse internettjenester i Nuuk og Nuussuaq, fortsat vente med at kunne tilbyde trådløse internettjenester.

Nuuk Skynet har af Selvstyret i begyndelsen af februar måned også fået tilladelse til at udbyde trådløs internetadgang i Sisimiut og Ilulissat.