Tele Greenland får alligevel ikke ny direktør

TELE Greenland A/S kom i dag ud med den overraskende meddelelse, at selskabets nyudnævnte administrerende direktør, Søren Eriksen, som skulle være tiltrådt den 1.juli, alligevel ikke tiltræder stillingen.
Skrevet af Karsten Sommer
03. juli 2012 17:44

Søren Eriksen blev tidligere på året ansat som ny direktør for TELE, men har af private årsager måttet trække sig fra jobbet umiddelbart før sin tiltræden.

Tele Greenlands bestyrelsesformand Agner Mark beklager Søren Eriksens beslutning, men har forståelse for hans meddelelse.

- Selv store selskaber som Tele Greenland består jo af mennesker. Og vi kan alle komme ud for hændelser i vores liv, hvor det vi har tænkt os at gøre, og det vi har lovet at gøre, og det vi har kontrakt på at skulle gøre, at det er vi ikke i stand til alligevel, siger Agner Mark til KNR.

Udnævnelsen af Søren Eriksen vakte opsigt - både i Grønland og Danmark - da den blev offentliggjort i foråret - mest fordi Søren Eriksen kom fra en stilling som koncerndirektør for DSB - hvorfra han blev afskediget. Han blev dog frikendt i en efterfølgende retssag, der drejede sig om ulovlig statsstøtte, og modtog dernæst en millionstor aftrædelsesgodtgørelse fra DSB.

Kritikken af Søren Eriksens ansættelse i Tele Greenland blev dengang afvist, og bestyrelsesformand Agner Mark fortryder stadig ikke forårets beslutning om at hyre Søren Eriksen som direktør.

- Overhovedet ikke. Vi var meget meget grundige i vores rekrutteringsproces, og alle oplysninger, vi har hentet på Søren Eriksen, har været yderst positive. Og han er jo også blevet fuldt rehabiliteret i Danmark i enhver henseende. Så vi fortryder på ingen måde at vi valgte Søren Eriksen. De ting der er årsag til at han ikke kan tiltræde, kunne vi på ingen måde afdække, dengang vi ansatte ham. Og det er heller ikke ting han selv vidste på det tidspunkt, siger bestyrelsesformanden.

Agner Mark forsikrer dog at tabet af den ny direktør ikke vil give problemer omkring driften af Tele Greenland.

- Tele Greenland har jo fungeret godt, også i de måneder hvor Søren Eriksen endnu ikke har været her. Så jeg forventer ikke at den nye situation har nogen umiddelbar betydning.

- Nu gælder det blot om at komme i gang med at finde en afløser for Søren Eriksen, omend tidspunktet ikke er det bedst valgte.

- Vi er jo midt i sommerferieperioden, så jeg har ikke engang haft mulighed for endnu at sammenkalde bestyrelse. Det hele er sket inden for de allerseneste dage, men vi vil gå igang med en ny proces omkring besættelse af Tele Greenland direktørstillingen så snart det er muligt, slutter bestyrelsesformand Agner Mark.

Indtil videre fortsætter Steen Montgomery-Andersen som konstitueret administrerende direktør, en stilling han har bestridt siden selskabets tidligere direktør, Brian Buus Petersen, stoppede som direktør i oktober sidste år.