TELE Greenland A/S åbnede i dag officielt søkabelstation i Canada

TELE Greenland A/S åbnede i dag officielt søkabelstationen i Milton, Trinity Bay i provinsen Newfoundland og Labrador i Canada. Den officielle åbning blev markeret af Tele Greenlands bestyrelsesformand Kaj Egede og medlem Naalakkersuisut for Boliger, Infrastruktur og Trafik, Jens B. Frederiksen, der for øjeblikket er på officielt besøg i de canadiske provinser New Foundland og Labrador.
09. september 2009 14:01

Jens B. Frederiksen sagde i sin åbningstale, at der med etableringen søkabelstationen i Milton er videreført en stolt tradition i New Foundland om at være de første med nye kommunikationsforbindelser mellem Europa og Nordamerika over Nordatlanten.

- Vi er overbeviste om, at det optiske kabel mellem vore to lande også vil føre nye og interessante forretningsmuligheder med sig i et omfang, vi end ikke kan forestille os i dag, sagde Jens B. Frederiksen. '

Tele Greenlands bestyrelsesformand, Kaj Egede sagde i sin tale, at søkablet blev landet i Milton, fordi der tidligere er landet mange kabelforbindelser i samme område. Samtidig har Tele Greenland her kunnet opnå fordelagtige back-haul aftaler med lokale teleoperatører. Og endelig fordi der i New Foundland er et stort potentiale for et godt fremtidigt samarbejde med provinsregering om udnyttelse af den fælles kapacitet.

TELE Greenland har investeret omkring 750 millioner kroner i søkablet, også kaldet Greenland Connect, og det 4.800 km. optiske kabel strækker sig fra Island i øst, til Grønland og videre til Newfoundland i vest.