Tegneseriefigurer slås om drikkepenge

I New York er folk, der klæder sig ud som tegneseriefigurer, som for eksempel Superman eller Anders And, og lader sig fotografere sammen med turister på Times Square, blevet et stadigt større problem.
Foto © : Franck Vervial/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
10. juni 2015 04:55

Kampen om turisterne er nemlig så stor, at tegneseriefigurerne kommer op at skændes. Og ligefrem op at slås.

Senest er to kvinder på henholdsvis 40 og 34 år, klædt ud som Andersine og Minnie Mouse, blevet anholdt, fordi de begyndte at slås om drikkepengene.

Og det er ikke de eneste problemer. Nogle af figurerne, eller selvfølgelig personerne indeni dem, er blevet beskyldt for at befamle de kvindelige turister og angribe turisterne.

En af de værste hændelser var en mand, forklædt som Spiderman, der kom op at slås med en politibetjent.

Nu kræver Times Squares handelsforening, at der skal være større opsyn med tegneseriefigurerne.

Her i Grønland har vi jo kun Arctic Winter Games-maskotten Kuluk, men den har indtil videre opført sig pænt.