Teaterchef afviser Nick Nielsens anklager

Grønlands Nationalteaters leder Svenn B. Syrin svarer nu igen på Nick Nielsens anklager forleden om at teatret tog " børnene som gidsler" og "afviste dialog" med Kulturdepartementet i forbindelse med den drastiske 30 procents nedskæring på teatrets budget i den ny finanslov.
Skrevet af Karsten Sommer
04. december 2013 04:12

Svenn B. Syrin bekræfter at man har måttet aflyse børneforestillingen "Marluulluta", der skulle have turneret langs det meste af kysten i februar 2014.

For ham er regnestykket meget enkelt:

Det samlede budget lyder på 355.560 kroner. Heraf alene rejseomkostninger på 290.000.

Der er ansøgt 200.000 kroner fra Tips- og Lottomidlerne. Men selvom ansøgningen skulle gå igennem mangler der stadig 155.000 for at projektet kan gennemføres.

- Som økonomisk ansvarlig overfor vor bestyrelse har jeg derfor anset det for risikabelt at igangsætte projektet til januar, skriver teaterchefen, der er i gang med en omfattende revidering af teaterets fremtidsplaner, så budgethullet på de 3 manglende millioner kan bringes i balance.

Svenn B. Syrin afviser også Nick Nielsens anklage om manglende ønske om dialog.

Nick Nielsen indkaldte til dialogmøde den 11.november, fire dage før finansloven skulle vedtages. Både Syrin og bestyrelsesformand Juaaka Lyberth var de dage på rejse, men teatret svarede på henvendelsen den 14. november, og den 28. november blev mødet afholdt, fastslår teaterchefen, der fortsat ønsker en frugtbar dialog med Departementet.

Formanden for partiet Demokraterne er mere direkte i sin kritik af Nick Nielsen:

- Hvis Nick Nielsen virkelig havde haft et reelt ønske om, at børnene på kysten skulle se teater, så havde han holdt fingrene langt væk fra Nationalteatrets budget, skriver Jens B. Frederiksen.