Teamwork indføres i boligselskab

Selvstyrets boligselskab INI forsøger sig med en såkaldt teambaseret organisationsstruktur i Kommune Kujalleq. Et nyt initiativ, der ifølge selskabet skal føre til en bedre dialog med lejerne.
04. oktober 2012 04:29

INI's kundedirektør, Birthe Kielsen oplyser i en pressemeddelelse, at der med nyordningen etableres hold på hver seks á syv medarbejdere, der skal passe arbejdet i bestemte boligafdelinger.

Herefter vil man så at sige kunne følge en sag til dørs, lige fra lejeren får nøglen til sin boliger og indtil den overtages af en ny lejer.

Samtidig arbejder INI på at lave nærkontorer, hvor medarbejderne kommer ud til de enkelte boligafdelinger og møder lejerne, dér hvor de bor.

- For eksempel skal der holdes åbent hus på viceværtskontorerne én gang om ugen, forklarer Birthe Kielsen, der iøvrigt lover at den nye ordning ikke vil komme til at belaste boligafdelingernes økonomi.

De nye INI-hold skal arbejde på tværs af byerne Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik. Ialt administrerer boligselskabet omkring 1800 kommunalt og selvstyreejede boliger i Sydkommunen.