Taxachauffør efterlyses i sagen om Vivi-mordet

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser nu en taxachauffør, der tidligere har kørt rundt med den nu afdøde grønlandske kvinde Vivi Inger Kristiansen.
Skrevet af Karsten Sommer
19. maj 2009 06:38

Liget af 30-årige Vivi Kristiansen blev fundet i en skov nær Ringsted søndag d. 3. Maj, og det er endnu ikke lykkedes politiet at opklare hvem, der stod bag mordet og hvorfor Vivi skulle slås ihjel.

- Vi har fået oplysninger om at Vivi kørte en del i taxa, og at hun ofte kørte med en særlig taxachauffør. Ham vil vi meget gerne i kontakt med, siger efterforskningsleder René Frederiksen fra Midt- og Vestsjællands Politi iflg. TV2-programmet "Station 2", som i går aftes gennemgik sagen, i forsøg på at finde nye spor. .

Vivi Kristiansen forsvandt sporløst sidste sommer. Hun blev sidst set i live d. 9. juli 2008. 10 måneder senere blev hendes lig fundet i Haraldsted skov - blot ca. 5 km fra Sorøvej, hvor hun sidst blev set i live.

- Vi efterforsker sagen intensivt. Men vi har endnu ingen mistænkte, siger René Frederiksen. Taxachaufføren kan ligge inde med vigtige oplysninger, så ham vil vi utroligt gerne tale med, slutter René Frederiksen.