Tavs nordkommune under kritik

Det er ikke lige til at få informationer om, hvad der foregår på kommunalkontoret i Qaasuitsup Kommunia. Men det skal der gøres noget ved nu, lover borgmester.
06. januar 2010 07:26

Indbyggerne i Qaasuitsup Kommunia får ingen information om politiske beslutninger fra hverken kommune og kommunalbestryrelse. Selv ikke referater fra kommunalbestyrelsesmøder kan man finde på kommunens hjemmeside, og det er ikke godt nok.

Det siger kommunalbestyrelsesmedlem for Demokraterne Ane Lone Bagger, der mener, det burde være en overkommelig opgave at informere og inddrage borgerne i Qaasuitsup kommunia.

- Selv med internetadgang for borgerne kan man ikke finde referater på Qaasuitsups hjemmeside. Det synes jeg er ærgerligt, da det er absolut nødvendigt at sørge for en god information til borgerne, siger Ane Lone Bagger.

Borgmester Jess Svane anerkender, at borgerne lige nu kan have svært ved finde information om de politiske beslutninger i kommunen, men lover, at der er forbedringer på vej.

- Vi har ansat en informationsdirektør, en informationsmedarbejder og en webmaster, og i øjeblikket er vi i gang med at undersøge, hvordan vi bedst muligt kan formidle informationer fra kommunen, siger han.