Tasiilaq skriger på nye job

Der er i dag kommet nye arbejdsløshedstal fra Grønlands Statistik. Generelt er arbejdsløsheden på stort set samme niveau som de seneste måneder, og i forhold til samme tidspunkt sidste år er den samlede arbejdsløshed i Grønland faldet med 44 personer til 2616 i oktober 2012.
Skrevet af Peter Troelsen
15. november 2012 05:00

Det er kun blandt de ældste på arbejdsmarkedet, der har været en stigning, imens alle øvrige grupper har oplevet et fald. Mest positivt er det, at det ser ud til, at man har fået bugt med stigningen i ungdomsarbejdsløsheden her i landet.

I landets hovedstad er arbejdsløsheden også faldet fra rekordstore 811 i sidste måned til 637 i denne måned. Arbejdsløsheden i landets andre store byer og også nogenlunde konstant. En enkelt undtagelse er der dog på østkysten. I Tasiilaq er arbejdsløsheden fordoblet i forhold til samme tidspunkt sidste år, og fra kommunens side ligger et svar på den øgning ikke lige for.

-Jeg har ikke lige en god forklaring klar til dig. Der er ikke lukket virksomheder eller andre store arbejdspladser, så den store forkromede forklaring findes ikke. Jeg vil tro, at det har lidt at gøre med, at folk er blevet bedre til at blive registreret som ledige, og så ville det sikkert også hjælpe på tingene, hvis der var flere mennesker på jobcentrene. På den måde ville der kunne gøres en bedre indsats for de arbejdsløse, siger Justus Hansen (D), der er medlem af Arbejdsmarkedsudvalget i Kommuneqarfik Sermersoog og bosat i Tasiilaq.

Tasiilaq er ellers en af landets få vækstbyer, men det er altså ikke lige til at aflæse i arbejdsløshedsstatistikkerne. Helt nøjagtigt var der 223 ledige i byen i oktober i år. På samme tidspunkt sidste år var tallet på 113. I samme periode er der flyttet mange familier til byen fra bygderne i området. Blandt andet for at sikre børnene en ordentlig skolegang.

-Byens store entreprenørfirma er presset, og det betyder lidt i forholdet til antallet af arbejdsløse, og så har det sikkert også været af betydning, at fiskefabrikken i Kuumiut ikke har fået tilført det antal fisk, der er nødvendigt for at opretholde beskæftigelsen. Vi gør dog, hvad vi kan for at få gang i beskæftigelsen i Tasiilaq, fortæller Justus Hansen til knr.gl.

En mulighed for at øge beskæftigelsen i Tasiilaq er at satse endnu mere på turisme som erhverv. Der er dog adskillige faktorer, der vanskeliggør den satsning. Blandt andet den nye serviceaftale, der gør det ualmindeligt vanskeligt at komme til Tasiilaq. Destination East Greenland gør dog en enorm indsats for at fremme turismen på landets østkyst.

-Det, der batter allermest, er at få en lufthavn til Tasiilaq, så folk er fri for at sidde og kukkelure i flere timer i Kulusuk, inden de kan komme med en helikopter til Tasiilaq. Det ville være optimalt, men vi er meget glade for at Air Iceland fortsætter beflyvningen af område på kommercielle vilkår, selv om selvstyret har ændret på servicekontrakten, forklarer Justus Hansen.