Tasiilaq gjorde maj måned sund

Kampagnen ”Gør maj sund” har været en gedigen succes i Tasiilaq, hvor der samlet set har været 2800 deltagere i de arrangementer, der har været afholdt i byen.
Skrevet af Peter Troelsen
05. juni 2012 07:07

 

Hele byen har været inddraget i kampagnen, og der har været positive tilkendegivelser fra så vel det offentlige som det private erhvervsliv. Skolen har undervist alt lige fra Inuit lege til færdselsregler, aktiveret børnene og været fornem engageret i ”Gør Maj Sund”. Pilersuisoq tog også del i kampagnen, og de var straks med på at sætte priserne ned på frugt, så befolkningen kunne leve den smule sundere i maj måned.

-Da vi startede dette Gør Maj Sund i år, havde vi en forventning om, at vi ville gøre det bedre end sidste år. I år fik vi et flot tilskud fra Kommuneqarfik Sermersooq, som gjorde vi kunne indhandle udstyr vi manglede. Det lykkedes os også at hente 390 kg frugt over fra Island, som blev delt frit ud til deltagerne i løbene, fortæller Patrick Abrahamsen, der sad med i styregruppen for ”Gør maj sund” i Tasiilaq.

En af de helt store succeser var det store midnatsløb gennem gaderne i den østgrønlandske by. Folk i alle aldre deltog, og der var en fantastisk stemning i byen.

-Vi slog rekorden til det store midnatsløb. Vi nåede i år op på 206 deltagere. Der var igen i år masser af flotte præmier til løbet og masser af glade børn, hvoraf enkelte have fået sig en middagslur, så de kunne deltage. Med den store deltagelse har det været en stor fornøjelse at sidde i styregruppen, og vi ser allerede frem til næste år, hvor vi igen satser på at slå rekorder, fastslår Patrik Abrahamsen

Den hårde vinter havde desværre en lidt negativ indvirkning på arrangementet, idet isen ikke var brud op, og derfor måtte man igen aflyse al kajakroning. Ellers var der intet at sætte en finger på i løbet af maj måned.

-Det dejlige ved dette tiltag er, at der er så stort behov for og efterspørgsel på den slags arrangementer herovre. Det er en glæde inderst inde, at se børnene fræse af sted på de forskellige aktiviteter hver gang, slutter en af arrangørerne Patrick Abrahamsen.