Tankskib står i brand og lækker olie ud for Sri Lankas kyst

22 ud af 23 besætningsmedlemmer er bjærget fra brændende tankskib lastet med 270.000 ton olie.
- Branden spreder sig, og olien er begyndt at lække, siger Dushan Wijesinghe, talsmand for Sri Lankas luftvåben, til nyhedsbureauet dpa. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
04. september 2020 09:25

En olietanker står i brand ud for Sri Lankas sydøstlige kyst og er begyndt at lække olie.

Det oplyser landets luftvåben ifølge nyhedsbureauet dpa.

Et enkelt besætningsmedlem savnes, mens 22 andre er reddet i land.

- Branden spreder sig, og olien er begyndt at lække, siger Dushan Wijesinghe, talsmand for Sri Lankas luftvåben, til nyhedsbureauet dpa.

Den brændende skib "MT Diamond" er lastet med omkring 270.000 ton olie.

Det var på vej fra Kuwait til Indien, da en eksplosion pludselig rystede skibet. Herefter udbrød der brand i maskinrummet.

- Vi har måttet opgive at kontrollere branden på grund af dårlig sigtbarhed, siger Dushan Wijesinghe ifølge dpa.

En talsmand for flåden oplyser, at den indiske kystvagt er på vej til stedet. Yderligere to fartøjer, der befandt sig i en nærtliggende havn, er også sejlet til området for at hjælpe med slukningsarbejdet.