Taliban vil belønne familier til selvmordsbombere

På et møde mandag fik efterladte familier til selvmordsbombere udbetalt penge af Talibans indenrigsminister.
Foto © : Abdullah Sahil/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. oktober 2021 11:36

Afghanske familier, der har mistet et medlem i selvmordsbombeangreb mod vestlige og afghanske soldater, kan se frem til både at modtage jordstykker og penge af landets nye magthaver, Taliban.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Det løfte har Talibans fungerende indenrigsminister, Sirajuddin Haqqani, afgivet på et møde med snesevis af familiemedlemmer til selvmordsangribere.

På mødet, der fandt sted på hotel Intercontinental i hovedstaden Kabul mandag aften, roste Haqqani "martyrerne". En henvisning til Taliban-krigere, som er blevet dræbt i selvmordsangreb.

Haqqani udråbte dem til "islams og landets helte". Mødet sluttede med, at ministeren gav hver familie 10.000 afghani, som valutaen hedder. Det svarer til cirka 715 kroner. Desuden lovede han hver familie, at de vil få tildelt et jordstykke.

Det fremgår af et tweet udsendt tirsdag af en talsmand for indenrigsministeriet.

I tweetet ses Haqqani på billeder omfavne familiemedlemmerne i et fyldt auditorium.

Taliban, der overtog magten i august, samtidig med at USA og andre vestlige lande var i gang med at trække deres militære styrker ud af landet, forsøger at etablere diplomatiske forbindelser med et internationalt samfund, som hovedsageligt stiller sig modvilligt an med hensyn til at anerkende det nye styre.

I de 20 år, hvor USA og dets allierede sammen med den afghanske hær kæmpede mod Taliban, var selvmordsangreb og vejsidebomber en meget benyttet taktik fra den islamistiske bevægelses side.