Tømmermænd øger risiko for alkoholmisbrug
Ondt i hovedet, træthed, kvalme og opkast.
Får du ofte slemme tømmermænd, er du i større risiko for at udvikle et alkoholmisbrug, sammenlignet med personer, der ikke får tømmermænd, selv om de har drukket samme mængde alkohol.
Det viser et studie fra Statens Institut for Folkesundhed. Studiet er foretaget ved en systematisk gennemgang af international forskning på området.
- Det er de mere udtalte tømmermænd, hvor man har det rigtig skidt med ondt i hovedet, kvalme og muligvis opkast, der giver op til to gange så stor risiko for på længere sigt at udvikle et alkoholmisbrug, siger Janne Tolstrup.
Hun er professor ved Statens Institut for Folkesundhed og har stået bag undersøgelsen.
Det vides ifølge professoren ikke, hvorfor nogle mennesker får mange tømmermænd, mens andre, der har indtaget ligeså meget, slipper for de ubehagelige symptomer.
- Det er overraskende, at det er faldet sådan her ud. For der er ikke noget, der tyder på, at tømmermænd afholder folk fra at indtage alkohol, siger hun.
En forklaring kan være den såkaldte "reparationsbajer".
Altså at personer med mange tømmermænd drikker alkohol dagen efter for at lindre symptomerne.
- Det er noget, man gætter på, er mekanismen, men det er ikke noget, vores studie klart viser, slutter professor Janne Tholstrup.