Tæt på at opgive eftersøgning

Politiet har fået en del henvendelser om mayday meldingen fra Upernavik området. Men det har ikke givet et konkret spor på hvor opkaldet kan komme fra.
Skrevet af Noah Mølgaard
11. oktober 2011 10:07

Inspektionsskibet Knud Rasmussen sejler nu nord for Upernavik, mens politikutteren Sisak II sejler syd for Upernavik. Men der bliver ikke foretaget eftersøgning med fly efter to dages eftersøgning uden resultat.

- Vi indstiller eftersøgningen hvis vi ikke finder noget i løbet af dagen, siger Steffen Lynge fra politiet i Upernavik til KNR.

Politiet og Grønlands Kommando måtte ved mørkets frembrud i går indstille eftersøgningen, der har hidtil har været uden resultat. Det blev tirsdag morgen besluttet at foretage eftersøgning med Sisak II og inspektionsskibet Knud Rasmussen.

Politiet har siden eftersøgningen gik i gang modtaget en del henvendelser fra befolkningen, men har stadig ikke identificeret manden fra lydfilen.

Hvis du har informationer bedes du rette henvendelse til politiet i Nuuk på telefon 321448 eller til politiet i Upernavik på telefon 59 0222.