Tåge lammer flytrafikken

Lave skyer langs kysten og tæt tåge i Nuuk betyder, at de fleste Air Greenland flyvninger i dag er forsinket.
Skrevet af Karsten Sommer
21. juli 2015 15:32

Størstedelen af selskabets flyflåde står i Kangerlussuaq og har ikke kunnet flyve siden i går, mandag aften.

Det fortæller Air Greenland her til eftermiddag.

De berørte passagerer fra gårsdagens aflyste flyvninger til København er ved at blive ombooket til en ekstra afgang - GL 1784 - i morgen. Air Greenland har indchartret en maskine fra et dansk flyselskab, for at kunne få alle passagerer frem, da de daglige afgange med Norsaq alle er fuldt booket her i højsæsonen.

Dagens atlantflyvning fra Kangerlussuaq er foreløbig udsat til kl. 19. Lige så snart der er opklaring i vejret vil al kapacitet blive udnyttet for at få sendt de ventende passagerer afsted, lover Air Greenland.

De berørte passagerer kan holde sig orienteret på flytider på selskabets hjemmeside, og de passagerer som har oplyst mobil i forbindelse med deres booking, vil modtage en SMS.