Syv banker dumper i stresstest

EU har offentliggjort en stresstest for at genskabe tilliden til de europæiske banker. Grønlandsbanken har ikke været omfattet af undersøgelsen.
23. juli 2010 15:23

7 ud af 91 europæiske banker er dumpet i en stor stresstest af den europæiske banksektor, som blev offentliggjort fredag. Det oplyser EU's banktilsynskomité Cebs til Ritzaus Bureau.

Stresstesten har blandt andet undersøgt, om bankerne kan overleve en ny recession, store fald på aktiemarkedet, en boligkrise, eller hvis et land havner i en stor gældkrise, hvor værdien af statsobligationer rasler ned.

Grønlandsbanken har ikke været med i EU's stresstest. De 3 danske banker Danske Bank, Jyske Bank og Sydbank klarerede sig igennem stresstesten uden anmærkninger. Det samme gælder den svenske bank Nordea.

De 7 dumpede banker i EU's stresstest har brug for at rejse mere kapital for at kunne overleve eventuelle nye kriser i banksektoren. Det drejer sig om tyske Hypo Real Estate, græske ATEbank, spanske Caixa Catalunya og yderligere 4 spanske sparekasser.

Nationalbanken og Finanstilsynet laver løbende deres egne stresstest af danske banker, hvor Grønlandsbanken er omfattet. Derudover laver Grønlandsbanken også stresstest af sig selv.

Men disse stresstest offentliggøres ikke. Ved at offentliggøre stresstesten forsøger EU at genskabe tilliden til den europæiske banksektor, efter at den økonomiske krise har sendt tilliden i bund.

Stresstesten blev først offentliggjort, efter de europæiske børser var lukket for weekenden. Nu ventes der at blive travlt med at lave kapitalindsprøjtninger til de dumpede banker, inden markederne åbner mandag morgen.