Syvårigt skudoffers tilstand er stabil

Men hun er fortsat under observation på intensiv-afdelingen, oplyser den ledende overlæge på det islandske landshospital om pigen fra Tasiilaq, der i weekenden blev ramt i maven af et riffelskud. Ifølge politiet skete den alvorlige ulykke under leg med flere jævnaldrende børn.
Skrevet af Mads Fisker
04. juli 2011 16:52

Den ledende, islandske overlæge ønsker ikke at oplyse, hvorvidt pigen har været i akut livsfare, men fortæller, at hendes tilstand nu er stabil.  

- Hun blev opereret og holdt i respirator indtil i går. Nu er hendes tilstand altså stabil, men hun er stadig under observation på intensiv-afdelingen. Og det vil hun være indtil i hvert fald i morgen, men vi tager en dag af gangen, siger overlægen, der blot vil citeres som doktor Møller, fra intensiv-afdelingen på det islandske landshospital i hovedstaden Reykjavik.

Hertil blev den syv-årige pige fra Tasiilaq lørdag aften evakueret og straks efter ankomsten hasteopereret i maven. Og den ledende overlæge beretter, at pigen har optrådt særdeles tappert.  

Ifølge politiet var det under leg med flere jævnaldrende børn, at hun lørdag eftermiddag blev ramt af vådeskuddet uden for sit hjem.

- Politiets efterforskning har vist, at den her pige har leget sammen med nogle andre børn - alle under ti år - uden for det hus, hvor hun bor. Og i den forbindelse har der stået nogle rifler, som på en eller anden måde er blevet inddraget i legen, og så er der altså blevet affyret et skud, som har ramt den her pige, siger vicepolitimester Morten Nielsen.

Ifølge ham er det endnu uklart, om pigen selv eller en af de tilstedeværende legekammerater affyrede skuddet. Billedet af, hvad der helt præcist skete, vil politiet forsøge at stykke sammen de kommende dage. Og først når denne efterforskning er afsluttet, vil politiet tage stilling til, om man vil foretage sig yderligere i sagen.

- Man kan jo forestille sig forskellige muligheder. Det er jo i kriminallovens forstand ulovligt at overlade våben og farlige genstande til børn under 12 år. Så er det jo spørgsmålet, om man her kan sige, at der har fundet en overladelse sted; det har der jo ikke nødvendigvis, men det er sådan noget, som vi vil efterforske. Ellers er der jo nogle regler vedrørende færdsel med ladte våben i bebebyggede områder, siger Morten Nielsen.

Og vicepolitimesteren vil gerne benytte anledningen til at slå fast, at man som våbenejer har et særdeles stort og vigtigt ansvar over for børn.

- Vi vil jo kraftigt henstille til, at man passer på, hvordan man opbevarer sine våben. Ikke kun på grund af risikoen for tyveri, men også for at undgå situationer som den ulykkelige sag, vi har her, hvor der børn, der får fat i våben, og der bliver afgivet et skud. Folk skal altså tænke sig om; det er farlige genstande, man har liggende, og børn forstår ikke altid, hvor farligt det er, siger Morten Nielsen.

Den klare opfordring fra politiet lyder, at man bør opbevare sine våben uladt og separat fra både ammunition og også gerne bundstykke.