Synsk blæksprutte får tilbudt job

Den verdensberømte synske blæksprutte Paul er blevet tilbudt job hos en russisk bookmaker.
Skrevet af Karsten Sommer
19. juli 2010 06:33

Bookmakeren tilbyder Paul 5000 dollar i løn om måneden, rapporterer russiske medier.

- Han bliver én blandt 120 ansatte. Vore specialister tjener omkring 3000 dollar om måneden. Så vi vil betale Paul 5000 dollar, siger Oleg Sjuravskij, der er en af ejerne af bookmakerselskabet.

Paul opnåede superstjerne status under verdensmesterskaberne i fodbold ved korrekt at forudse udfaldet af alle det tyske landsholds kampe, herunder semifinalekampen med Spanien. Han forudså også, at Spanien ville vinde VM-finalen.

Sjuravskij siger, at han er rede til at betale det akvarium, der huser Paul i den tyske by Oberhausen, så meget som 100.000 euro - omkring trekvart million kroner - for at få fingre i den synske blæksprutte.