Sygehuset i Uummannaq kæmper med vikarer blandt læger og sygeplejersker
Hvert år kommer en række danske vikarer som læger og sygeplejersker til sygehuset i Uummannaq.
Lægen Carsten Mikkelsen har arbejdet som vikar siden 2008 og har gennem næsten 19 år været vikar i forskellige byer i Grønland.
- Så er det meget en fællesskabsaktivitet at få patienten helbredt, og det er i hvert fald en team spirit, som fungerer rigtig godt her i Uummannaq.
På sygehuset i Uummannaq er der to danske læger, fire danske sygeplejersker og fire social- og sundhedsassistenter.
Derudover er to medicinstuderende fra Danmark i praktik.
Fire grønlandske sundhedshjælpere er fastansat, og derudover er der også ekstra ufaglærte medhjælpere tilknyttet.
Ønske om flere fastansatte medarbejdere
Sygeplejersken Helle Mølstrøm forklarer, at der mangler fastansatte grønlandske læger og sygeplejersker.
- Der er bare meget dansk personale, og det ville da være godt for stedet, hvis der kom nogle grønlandske sygeplejersker eller noget mere grønlandsk fast personale. Men det fast personale, de er bare suverænt gode.
Nogle af patienterne taler ikke dansk, og det kan til tider være vanskeligt at skaffe en tolk. Lægen Carsten Mikkelsen fortæller dog, at han ofte kommunikerer med patienterne gennem kropssprog.
- Den her nonverbale kommunikation har jeg fået mere og mere forståelse af, hvor stor betydning den har, så jeg registrerer lige så meget kropssprog som det, der bliver sagt i forhold til min vurdering af patienten.
Larsine Jakobsen har siden 2019 arbejdet som sundhedshjælper på sygehuset i Uummannaq og er blevet vant til at samarbejde med vikarer.
– I begyndelsen var det lidt overvældende hele tiden at få nye kolleger. Men med tiden har jeg vænnet mig til at skulle samarbejde med dem på kort tid.
Helle Mølstrøm roser de fastansatte medarbejdere. Hun siger personalet siger goddag og farvel 30-40 gange om året til vikarer, og de håndterer det godt.
Kan påvirke patienterne
Ifølge Helle Mølstrøm kommer de danske læger og sygeplejersker som regel på vagter af tre ugers varighed, mens nogle bliver i op til tre måneder, og nogle sygeplejersker kan være der i over tre måneder.
Og det kan påvirke patienterne.
- Det er klart, det går da lidt ud over borgerne, at der ikke er nogen, der ligesom hele tiden følger deres forløb. De skal jo starte forfra meget tit.
Carsten Mikkelsen er enig.
- Vi har nogle patienter med kroniske autoimmune sygdomme, og det er vigtigt at have en form for kontinuitet ved at have en fast lægetilknytning, og det er lidt svært i Uummannaq.
De nyder at være i Uummannaq
Sygeplejersken Helle Mølstrøm har siden 2014 arbejdet som vikar på sygehuset i Uummannaq. Fra 2019 til 2024 var hun fastansat på sygehuset.
Hendes mand opholder sig også i Uummannaq, og de er begge meget glade for at være der.
- Jeg synes, det er fantastisk at møde den her imødekommenhed og glæde. Jeg bliver helt rørt over, at folk tager så godt imod mig. Det er derfor, jeg bliver ved med at komme tilbage.
Lægen deler sygeplejerskens oplevelse.
- Jeg har det på præcis samme måde. For mig er det også en stor læring at have kontakt mellem grønlandske mentalitet og jeres forståelse af mental helse og jeres holistiske tilgang til sygdom. Jeg lærer en masse, hver gang jeg er her i Grønland, fordi det er sundhedsvæsen der fungerer på andre måder end hjemme i Danmark, siger Carsten Mikkelsen.
Selvom læger og sygeplejersker ofte skifter, mener Larsine Jakobsen, at det også har sine fordele.
– Vi får mange nye bekendtskaber. Selvom vi har arbejdet sammen med mange gennem årene, holder vi stadig kontakten med flere af dem i dag.