Sydgrønland vil med på international kulturarvsliste

Sydgrønland vil gerne med på UNESCO's prestigefyldte liste over Verdens vigtigste kulturarv.
05. august 2009 06:22

Isfjorden ved Ilulissat er allerede med på UNESCO's prestigefyldte liste over Verdens vigtigste kulturarv.

Nu vil Sydgrønland også gerne med på listen og sætter derfor fokus på områdets 1000 år gamle bondekultur.

Det sker med et stort arrangement i næste måned med titlen "Kujataa - bondekultur i Arktis i 1000 år".

Blandt de mange aktiviteter er en ny udstilling i Den Gamle Smedje i Qaqortoq, og derudover er der udflugter i de to første weekender af september.

Den ene tur går fra Qaqortoq til Hvalsø Kirkeruin, Forsøgsstationen Upernaviarsuk, Igaliku og via Narsaq til Qassiarsuk.

Den anden tur går fra Narsaq til ruinerne ved Dynæs og Landnamsgården.

Undervejs bliver der mulighed for at spise grillet lam, høre historiefortællinger, og opleve forskellige former for underholdning.

Målet er både at gøre lokalbefolkningen opmærksom på Sydgrønlands unikke kulturarv og samtidig markere de europæiske kulturarvsdage, som netop foregår i september måned.