Sverige registrerer 67 døde af coronavirus på et døgn

Antallet af registrerede døde med coronavirus i Sverige er steget markant i den sidste døgn.
Foto © : Frederik Rubensson/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
23. maj 2020 14:39

Det er i alt registreret 3992 dødsfald, det er en stigning på 67 siden i går fredag, oplyser Folkhälsomyndigheten.

De opdaterede tal viser også, at i alt 33.188 er bekræftet smittet med det nye coronavirus i Sverige.

Det område, der er hårdest ramt af Covid-19, er Sveriges hovestad Stockholm.

Det er de ældre der er hårdest ramt. Aldersgruppe målt på dødstal er de 80-89-årige efterfulgt af personer over 90 år og derefter de 70-79-årige.

Folkhälsomyndigheten har opfordret til langt flere prøvetagninger for Covid-19 på plejehjem samt blandt isolerede ældre.

Der har i de seneste dage været stadig mere fokus på, hvad der er gået galt omkring plejehjem, hvor besøg blev forbudt den 31. marts.

Men ifølge Thomas Lindén i Socialstyrelsen i Stockholm er dødstallet på landets plejehjem ikke særskilt opsigtsvækkende, hvis de sammenholdes med en almindelig influenzasæson.

- Hvis vi siger, at det ikke lykkedes os at passe på vore ældre, så kan man faktisk sige sådan hvert år, siger Thomas Lindén som leder afdelingen for vidensstyring på sundhedsområdet i Socialstyrelsen.

På plejehjem har der i år været over 11.000 dødsfald i perioden januar til april. I samme periode 2019 var tallet på knap 10.000 personer ifølge Thomas Lindén.