Sverige nærmer sig 4000 coronaofre - og får kritik hjemmefra

Sverige har det seneste døgn registreret seks døde med coronavirus.
Kritikken kommer fra den tidligere svenske statsepidemiolog Annika Linde. Foto © : Claus Bech/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. maj 2020 12:43

I alt er Sverige tæt på at have rundet 4000 døde med coronavirus. Helt præcist lyder det bekræftede tal søndag på 3998.

Til sammenligning har Danmark 562, hvilket er næstflest i Norden. Dermed har Sverige altså langt flere coronaofre end sine nordiske naboer.

Sverige har valgt en noget anden strategi i kampen mod coronavirus.

Blandt andet har landets skoler og restauranter på intet tidspunkt været beordret lukket. Det har i stedet i høj grad været op til svenskerne at tage sine forholdsregler for at beskytte sig under pandemien.

Det er den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell, der har stået for at tegne store dele af den svenske strategi.

Han får i den britiske søndagsavis The Observer, der er ejet af samme selskab som The Guardian, kritik for sin strategi.

Kritikken kommer fra den tidligere svenske statsepidemiolog Annika Linde.

- Jeg mener, at vi skulle have haft mere tid til at forberede os. Hvis vi havde lukket ned tidligt, ville vi i løbet af den tid kunne have gjort det nødvendige for at beskytte de mest udsatte, siger hun.

Hun siger, at hun indledningsvist følte sig tryg ved strategien. Primært fordi Anders Tegnell sagde, at man ville beskytte de udsatte.

- Men det viste sig at være en drøm, at vi kunne beskytte de ældre, med meget lidt hold i virkeligheden, siger Annika Linde til The Observer.

Sverige har bekræftet 33.359 tilfælde af coronasmitte.