Svend-Erik Danielsen er død

Ordførende direktør i Grønlandsbanken i 25 år, Svend-Erik Danielsen, er død. Han blev 67 år.
01. november 2011 09:56

Svend-Erik Danielsen kom til Grønland i slutningen af 1960'erne som statsautoriseret revisor og var i en årrække partner i Revisionsselskabet Schøbel & Marholt og senere i De Forenede Revisionsfirmaer.

I 1982 blev han udnævnt til Bankdirektørposten i Grønlandsbanken, der på daværende tidspunkt var ejet af en kreds af de danske hovedbanker. Og han kom i høj grad til at præge udviklingen til Grønlandsbanken, som vi kender den i dag. Han i spidsen for bankens fusion med den daværende Nuna Bank, og han blev hovedmanden, da Grønlandsbanken som det første grønlandske aktieselskab blev børsnoteret. Og han lagde med sin ledelse af banken grunden til, at Grønlandsbanken i dag repræsenterer et af Rigsfællesskabets mest solide pengeinstitutter.

Han trak sig helt af bankens ledelse kort efter sin 60 års fødselsdag og 25 års jubilæet i slutningen 2006.

Ved siden af arbejdet som bankdirektør beklædte han gennem årene en lang række tillidshverv i erhvervslivet. Blandt andet var han ved sin død formand for seafood-virksomheden Polar Seafood og Entreprenørvirksomheden EMJ og medlem af Mediehuset Sermitsiaq.AG's bestyrelse, ligesom han i en årrække var generalkonsul for Norge.

Svend-Erik Danielsen var Ridder af Dannebrogsordenen og dekoreret med Selvstyrets orden, Nersornaat i Sølv.

Han efterlader sig hustruen Mathilde Danielsen og flere voksne børn.