Svar annulleret på grund af valget

Det er åbenbart en meget tidskrævende opgave for Departementet for udenrigsanliggender at lave en komplet oversigt over skiftende landsstyremedlemmers tjenesterejser siden 1. januar 2003 med tilhørende bilag for repræsentation.
29. maj 2009 07:01

Demokraternes politiske næstformand, Palle Christiansen, udbad sig 5. januar en sådan oversigt. Han har endnu ikke fået den, og det fik ham i går til at beskylde landsstyret for at ville skjule oplysningerne. Men det afvises i departementet.

- Spørgsmålet er meget omfattende og nødvendiggør en gennemgang af arkiverede bilag for alle de skiftende landsstyremedlemmers rejser. På grund af manglende digitalisering har arbejdet været mere ressourcekrævende end forventet, og med udskrivelsen af valg den 15. april blev det sat i stå, fremgår det af en pressemeddelelse fra departementet.

Fremadrettet lover departementet at sikre, at arkiver over udgiftsbilag skal gøres nemmere tilgængelige. Og det skulle så betyde af fremtidige forespørgsler af den karakter kan besvares hurtigere.