Svært at efterleve krav

Kravet om anvendelse af hjemmehørende arbejdskraft ved de store bygge- og anlægsarbejder og den kommende olie- og mineindustri er et evigt tilbagevendende debatemne. Og lige så selvfølgeligt som kravet er, lige så problematisk er det at effektuere det. Og det kan der være mange forklaringer på.

Men en af dem er ganske givet det uddannelsesmæssige efterslæb, vi kæmper med i disse år og forsøger at rette op på.

Men lad os prøve at se på anvendelsen af grønlandsk arbejdskraft på et aktuelt og et stort anlægsprojekt, nemlig vandkraftværket ved Ilulissat. Her indledte det danske entreprenørselskab Pihl & Søns islandske datterselskab Istak sidste år opførelsen af et vandkraftværk for Nukissiorfiit. Et projekt til 652 millioner kroner. Anlægsarbejdet gik igang sidste år i juni og skal være afsluttet i 2013.

Beskæftigelsen af grønlandsk arbejdskraft og anvendelsen af lokale serviceydelser er indeholdt i kontrakten mellem Istak og Nukissiorfiit. Vi kender ikke den præcise ordlyd, men meningen er klar nok, nemlig at der i videst muligt omfang skal beskæftiges lokal arbejdskraft og bruges lokale leverandører. Men hvad det så reelt indebærer fortaber sig i det dunkle.

Ud af en arbejdsstyrke på omkring 80 mand sidste år var kun 10 mand her fra landet. Heraf var de seks en lokal skibsbesætning, mens der derudover var der beskæftiget yderligere fire lokale personer. Det er, hvad vi har erfaret fra forskellige velinformerede kilder. Det er nemlig ikke noget man skilter med - hverken hos entreprenøren eller Nukissiorfiit. Og om 10 mand er mange, det kan man så filosofere over.

Og igen i år tegner der sig et lignende billede. Der er lige for øjeblikket omkring 50 ansatte på projektet, men der kommer flere til i løbet sommeren. Pladschef Gisli Gudmundsson skriver i en mail til Radioavisen, at  "vi har nogle grønlandske medarbejdere, og de fleste har selv søgt hos os". 

Igen i år indgår der angiveligt en skibsbesætning på 5-6 mand, tre ansatte i lejren, og så med tre praktikanter knyttet til projektet.

Den islandske pladschef skriver i sin mail, så er de fleste af de nuværende 50 ansatte specialiserede i tunnelarbejde og vedligehold af tunnelmaskiner - og dem er der nok ikke mange i landet af lige for øjeblikket.

Men hvem der egentlig afgør, hvad der ligger i begrebet, at der i videst muligt omfang skal anvendes lokal arbejdskraft og benyttes lokale leverandører. Ja, det kan  vi jo så allesammen tænke lidt nærmere over.

Grønland råder over en samlet arbejdsstyrke på godt 39.000 personer. Af dem er lige omkring 29.000  i beskæftigelse. Herudover er der altså en restgruppe  på omkring 10.000 personer som enten er ledige eller stort set uden arbejde. Eller simpelthen sendt på førtidspension. Mange af dem har ingen uddannelse ud over folkeskolen.