Suværene mestre

GSS fra Nuuk blev dobbelt grønlandsmester i håndbold. GSS damerne var i særklasse i finalen.
Skrevet af Noah Mølgaard
23. april 2012 04:01

Damernes finale mellem GSS fra Nuuk og SAK fra Sisimiut blev knapt så spændende som kampen i den indledende runde mellem de to hold. GSS ejede banen og spillede nærmest SAK ud af banen.

Der skulle gå hele 18 minutter inden SAK kom på scoringstavlen og der gik yderligere 10 minutter inden de scoredede igen. Magtdemonstrationen blev cementeret med slutresultatet 26-11 til GSS.

GSS's træner Johannes Groth lavede skatmat med mandsopdækning af SAK's nøglespillere Linda Lyberth og Geerdaaraq Ingemann. SAK fandt ikke nogen modtræk og måtte nøjes sølvmedaljer andet år i træk.

GSS herrerne blev presset af NÛK i første halvleg i finalen. De gule fik et forspring, som de holdt resten af kampen, som de vandt med 33-29 og blev dermed grønlandsmestre trejde år i træk.

Forlænget spilletid
Herrernes bronzekamp blev en gyser, da Nagdlúnguak fra Ilulissat og SAK fra Sisimiut måtte ud i forlænget spilletid inden GM-værterne fra Nagdlúnguak sikrede sine bronzemedaljer. Sejren kunne have gået til hver side, men de grønne fra Ilulissat trak det længste strå og vandt med 34-29.

Damernes bronzekamp blev også tæt, da Nagdlúnguak fra Ilulissat og NÛK fra Nuuk mødte hinanden.  NÛK var ellers foran med 15-11 i pausen. Men Nagdlúnguak fik overtaget i anden halvleg og vandt kampen med 30-28.

Her er søndagens resultater:
Norsaq HC - K-33 37-30 herrer kamp om 5. pladsen
Nagdlúnguak - NÛK 30-28 damer bronzekamp
Nagdlúnguak - SAK 34-29 herrer bronzekamp
GSS - SAK 26-11 damer finale
GSS - NÛK 33-29 herrer finale.

Årets hold herrer:
Lars Kjølby, NÛK
Hans Knudsen, NÛK
Andreas Lorentzen, GSS
Miki Heilmann, GSS
Miilu Rosing, GSS
Karl Rosbach, Nagdlúnguak

Årets hold damer:
Rina Møller Lorentzen, GSS
Geerdaaraq Ingemann, SAK
Najaaja Lyberth, GSS
Stina Nielsen, NÛK
Linda Lyberth, SAK
Christina Lange, Nagdlúnguak