Superhelte i Katuaq

På fredag er der familieforestilling i Katuaq. Denne gang er det de to dansere Sara Christophersen og Helle Siljeholm fra Norge, der opfører deres forestilling om superheltene Snik og Snok. Handlingen baserer sig på klimabevidsthed contra materielle goder.
Skrevet af Peter Troelsen
05. juni 2012 10:31

Danserne udforsker materielle goder og social status som de vigtigste værdier for karaktererne i historien og prøver at finde svar på, hvad der er vigtigt for os i vores daglige liv. Der fokuseres på hvilke værdier, vi vil bygge vores liv på, og hvad vi tænker om fremtiden.

- Superhelte trigger fantasien, alt bliver pludselig muligt, og de er nogen, vi kan drømme os bort med. De allerfleste superhelte er mænd. Snik og Snok er noget så usædvanlig som kvindelige superhelte. Men de er måske ikke helt som alle andre superhelte. De har rigtig nok superheltestatus, men deres superkræfter er ikke så fantastiske, og løser ikke alle verdens problemer. Snik kan se et hundrede km væk og Snok kan høre et hundrede km væk, men ellers er de mistænkeligt meget ligesom os, om end mere super, stærkere og hurtigere, de er slet og ret måske nogen at se op til, fastslår de to danser bag forestillingen ”Snik og Snok på månen”.

I Katuaq gør man meget for at dyrke det nordiske samarbejde, og forestillingen ”Snik og Snok på månen” er endnu et eksempel herpå. Begge dansere er norske og har begge uddannet sig i London.

- Vi prøver med denne familieforestilling af få sat fokus på de klimaforandringer, der er i vores samfund. De vil også komme til at influere på vores børns fremtid, og vi håber med denne forestilling af få formidlet problematikken i børnenes univers. Familierne får så en fælles referenceramme, som de kan diskutere inden for, når forestillingen er slut. Vi anbefaler den for børn på 8 år og opefter, siger eventkoordinator Susanne Andreasen fra Katuaq.

Forestillingen spilles fredag 8. juni k. 18.30.

Læs mere om forestillingen her: http://www.katuaq.gl/da/arrangementer/teater_og_dans/teater__danseprogram/snik_snok