Sundhedsreformen evalueres

Der er lagt op til en stor sundhedskonference i Nuuk i dagene fra den 24. til den 26. april. Det er den tredje i rækken af Sarfarissoq-konferencer, der denne gang har fokus på sundhed, forbyggelse og omsorg via internettet.
09. februar 2012 04:44

Under møderækken vurderes de erfaringer, Sundhedsvæsenet hidtil har gjort sig på det telemedicinske område. Og samtidig evalueres virkningerne af den sundhedsreform, der sidste år blev iværksat og som efter planerne afsluttes i år. - En reform, der har samlet sundhedsindsatsen her i landet under en hat. Det vil sige, at Sundhedsvæsenet i dag arbejder med én ledelse og i sammenhængende forløb og fælles systemer, fremgår det af et oplæg til konferencen.

Her tages også emner op som virtuelle læger og mulighederne for omsorg, service, selvpleje og vidensdeling. Samtidig bliver også nye digitale behandlingsformer præsenteret.

Det endelige program for konferencen vil blive offentliggjort senere, oplyser Sundhedsvæsenet i en pressemeddelelse. Men konferencen finder sted i Kulturhuset Katuaqs konferencecenter i Nuuk og suppleres med workshops og flere udstillinger.