Sundhedskommission skal undersøge rekruttering, it og samarbejde med udlandet

Arbejdsbeskrivelsen for den nye sundhedskommission er klar, og de første medlemmer er udpeget.
Oprettelsen af en sundhedskommission blev til efter et forslag fra Samarbejdspartiet på efterårssamlingen sidste år, hvor forslaget fik bred opbakning i Inatsisartut.
28. februar 2020 12:13

Sundhedsvæsnet er presset, og derfor skal det igennem et grundigt eftersyn for at få mest sundhed for pengene.

Til det formål har Naalakkersuisut nu godkendt kommissoriet for den kommende sundhedskommission.

Arbejdsbeskrivelsen lyder blandt andet, at kommissionen skal komme med anbefalinger til at sikre arbejdskraft til sundhedsvæsnet og undersøge mulighederne for samarbejde med Danmark, Island og andre lande.

Seks millioner til kommission

- Sundhedsplanlægningen i vort land har aldrig været mere nødvendig og jeg ser virkelig frem til, at kommissionen bliver nedsat og til, at arbejdet kommer i gang, siger naalakkersuisoq for sundhed Martha Abelsen.

Oprettelsen af en sundhedskommission blev til efter et forslag fra Samarbejdspartiet på efterårssamlingen sidste år, hvor forslaget fik bred opbakning i Inatsisartut.

På Finansloven 2020 blev der afsat seks millioner kroner til sundhedskommissionen.

Det fremgår ikke af kommissoriet, hvornår kommissionen skal aflevere sine anbefalinger. Men anbefalingerne skal danne grundlaget for en kommende sundhedsreform.

Ifølge Finansloven 2020 er de første to millioner afsat til i år. Tre millioner kroner til næste år, mens den sidste million forventes brugt i 2022.

Faglige organisationer repræsenteret i kommission

Kommissionen kommer til at bestå af ni medlemmer, hvor de tre første allerede er udpeget af Naalakkersuisut.

Formanden bliver advokat, Ulrik Blidorf, der får selskab af næstformand, Keld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik ved Syddansk Universitet.

Det sidste medlem af formandskabet er 2. næstformand Tine Aagaard, der er uddannet sygeplejerske og Ph.d. i Arktiske Studier – Sundheds- og Samfundsforhold ved Ilisimatusarfik.

Resten af medlemmerne tæller en repræsentant for kommunerne og repræsentanter for organisationerne: Neriuffik, Grønlands Lægeforening, Grønlands Sygeplejerskeorganisation (PPK), lønmodtagerorganisationen SIK og Grønlands Tandlægeforening.