Sundhedschefer fritaget for tjeneste øjeblikkeligt

Tre af de øverste chefer i sundhedsvæsnet er med øjeblikkelig virkning fritaget for tjeneste. Det er sket efter Revisionen er blevet opmærksom på, at der er foretaget aconto-lønudbetalinger i Sundhedsvæsnet, der virker stærkt kritisable.
26. marts 2012 16:04

Tre af de fire personer, der udgør landets sundhedsledelse, blev med øjeblikkelig virkning fritaget for tjeneste i går eftermiddag. Der er tale om styrelseschef Kurt Nielsen, cheflæge Carsten Thordal og chefsygeplejerske Lisbeth Lumby Rasmussen.

Ifølge chefen for Departementet for Sundhed, Ann Birkekær Kjeldsen, er årsagen at revisionen har opdaget nogle mærkværdige aconto-lønudbetalinger.

- I forbindelse med nogle overenskomstforhandlinger er man faldet over nogle lønudbetalinger, som man synes ser mærkelige ud. På bagrund af det og nogle yderligere undersøgelser, som skal afdække, hvad lønudbetalingerne drejer sig om, har man valgt at fritage dem fra tjeneste her i undersøgelsesperioden, oplyser Ann Birkekær Kjeldsen, som er hende, der har taget beslutning om, at de tre chefer skulle sendes hjem.

- Det er klart, at når revisionen påpeger nogle kritiske forhold, så skal de jo undersøges. Og det skal revisionen jo kunne gøre i fred og ro, siger Ann Birkekær Kjeldsen videre.

De mærkelige lønudbetalinger, som sagen altså handler om, er dog ikke gået til de tre chefer selv:

- Jeg kan sige så meget, at det er ikke noget, er vedrører dem selv, lyder det fra Ann Birkekær Kjeldsen.

Hun kan dog ikke komme det nærmere, før sagen er fuldt klarlagt. Hvorvidt der er flere ansatte involveret, kan departementchefen heller ikke udtale sig om endnu:

- Alting er jo ikke vendt i denne sag endnu, men det handler om nogle ting, som vedrører forvaltning af nogle regler og retningslinier, og det er den øverste ledelse jo altid ansvarlig for.

Ann Birkekær Kjeldsen meddeler, at hun regner med at have fuldt overblik over sagen i løbet af ugen.

Der blev i dag blevet indsat en fungerende sundhedsledelse bestående af Henrik Overvad, Kent Kleinschmidt og Ella Skifte.

Såvel styrelseschef Kurt Nielsen som cheflæge Carsten Thordal og chefsygeplejerske Lisbeth Lumby Rasmussen tiltrådte deres stillinger i løbet af 2010. Alle kom fra chefstillinger i Danmark.