Sume spiller ved et afgående skib

Borgerne i Sisimiut kan godt allerede nu sætte kryds i kalenderen lørdag den 30. juni. Her kan Sisimiormiut nemlig opleve en ret enestående begivenhed på havnen klokken 21, når kystskibet Sarfaq Ittuk afgår.
Skrevet af Karsten Sommer
20. juni 2012 06:49

Med ombord er Grønlands legendariske rockgruppe Sume, der er på vej nordpå for at give koncert i den nedlagte kulmineby Qullissat, i forbindelse med 40-året for byens lukning i 1972.

Men allerede ved skibsafgang fra Sisimiut lørdag den 30. juni giver Sume en ekstraordinær koncert for borgerne i Sisimiut, stående på øverste dæk af kystpassagerskibet.  

- Vi har fået det organiseret, så der er plads til Sarfaq Ittuk ved den store kaj i byen, så der er plads til masser af tilskuere, når Sume spiller ved havnen, fortæller Arctic Umiaq Lines direktør, Jette Larsen.

Sume følges på hele turen til Qullissat af et filmhold, der indsamler materiale til den kommende store Sume-film, instrueret af Inuk Silis Høegh og Emile Peronard.

Rederiet har sponsoreret Sumes rejse til Diskobugten.

- Både Sume og Qullissat er en vigtig del af Grønlands historie, og har, ligesom vores rederi, været med til at binde Grønland sammen i mange år, siger Jette Larsen, der nu bare krydser fingre for godt vejr i Sisimiut på næste lørdag.