Sume - Lyden af en revolution på koreansk tv

I går aftes blev et sydkoreansk publikum præsenteret for skaberne af den grønlandske rock- og dokumentar film om Sume.
Skrevet af Jens Thorin
28. august 2015 18:16

Producer Emile Hertling-Péronard og instruktør Inuk Silis Høegh holdt et to timer langt foredrag om filmen på Seouls Museum of History. Foredraget handlede om udfordringerne ved at filmatisere en revolution, som først og fremmest fandt sted inde i folk.

I aften vises Sume-filmen så på koreansk tv.

Sume - Lyden af en revolution - er med på den statslige koreanske uddannelses-tvstation, EBS’, årlige dokumentarfilmfestival og bliver samtidig vist på tv i hele Sydkorea.

Under foredraget fortalte Inuk Silis Høegh og Emile Hertling Péronard om deres opdagelse af et unikt grønlandsk smalfilmsmateriale, som blev filmens redning, og som samtidig resulterede i filmarkivet “Inuiaat Isaat”, som også blev præsenteret for det koreanske publikum.

Efterfølgende blev der stillet mange spørgsmål fra salen, som blandt andet gik på, hvordan den grønlandske selvforståelse kommer til udtryk i dag.

- Der var flere som kunne nikke genkendende til Grønlands historie på baggrund af Koreas egen historie under japansk herredømme og den efterfølgende kamp for at skabe sig en national identitet, fortæller Emile Hertling Péronard til KNR.

I aften vises filmen for festivalpublikummet i biografen Miro Space, og efterfølgende kan seere over hele Sydkorea se filmen på public service tv-stationen EBS, Educational Broadcasting System.

Festivalen afsluttes på søndag med prisoverrækkelse.