Sume er klar til Nuuk

Den legendariske gruppe Sume går på scenen i kulturhuset Katuaq i aften og billetsalget er ved at tage fart.
Skrevet af Noah Mølgaard
02. december 2011 12:19

Sume har eksisteret i små fire årtier og bliver ved med at begejstre deres trofaste publikum, der tæller fra bedstemødre til teenagere.

Publikum husker Sume's koncert i Katuaq i december sidste år som en af årets bedste koncerter og nu står de klar til at gentage succesen.

Sume udgav debutpladen "Sumut" i 1973. Den blev senere efterfulgt af "Inuit Nunaat" og "Sume".

Gruppen var opløst i flere år inden de gik i studiet i 1994 og indspillede "Persersumi". Nu er gruppen, der også kan tilføje bedstefar i deres cv klar til at gå på scenen.

- Vi har omkring 28-30 sange, som vi kan spille til koncerten, fortæller Malik Høegh fra Sume til KNR.

Gruppen har øvet lidt over en uge i Nuuk inden de i aften går på scenen i Katuaq. Og der var solgt knapt 400 billetter ved middagstid og Katuaq regner med at billetsalget for alvor tager fart i eftermiddag når folk får fri fra arbejdet.

- Vi kan godt spille vores sange hver især, men det tager altid tid at få gruppen spillet sammen, siger Malik Høegh.

Gruppen består af: Malik Høegh, Per Berthelsen, Emil Larsen, Hans Fleischer, Hjalmar Dahl, Sakio Nielsen, Lars Frederik Olsen og Titken Jakobsen.