Succesfuld tur for ”Last ice area”

Verdensnaturfonden håbede med turen at blive en del klogere på issituationen i det nordvestlige Grønland. Også områdets bestand af dyr og fisk vil komme nærmere under lup, ligesom der var god kontakt med fiskere og fangere i bygderne i det nordvestlige Grønland.

-Der bliver holdt godt fast i de gamle traditioner i området. Der er fangere, der stadigvæk selv fremstiller både harpuner og kajakker, og ikke vil høre tale om at bruge de moderne metoder. De fanger hvaler i massevis, og beviser på den måde, at deres forfædres fangstmetoder stadigvæk er de bedste, selv flere hundrede år efter, de blev brugt første gang, fortæller Mette Frost fra Verdensnaturfonden.

I bygderne lidt nord for Upernavik har man åbnet for at supplere det traditionelle fangsterhverv med fiskeri, og hellefiskene i området var enormt store. Det skyldes slet og ret, at der ikke har været tradition for fiskeri i området førhen, så fiskene har i ro og mag kunnet vokse sig store og stærke.

-Vi var udsat for enormt store sanseindtryk, både blandt fiskerne i Tasiusaq og blandt fangerne i Savisevik. Der stod der isbjørnefangst på programmet, og der var stort set isbjørneskind overalt. Der bliver holdt godt fast i traditionerne, og da vi var i bygden, var den stort set mennesketom. Alle var af huse for at hjælpe til med jagten. Vi talte med den lokale repræsentant for KNAPK, og han var særdeles godt tilfreds med mulighederne i området, siger Mette Frost.

En af de helt store oplevelser for ekspeditionen var besøget på Dundas fjeldet. Det blev besteget, og derfra var der udsigt over den gamle Thule, der blev rømmet i 1953, da den lå for tæt på Thule Air Base.

-Hele byen står der endnu, som den så ud da den blev rømmet. Kirken, legepladsen, ja selv Peter Freuchens hus stod som den dag det blev forladt. Nu er det kun folkene fra basen der kommer forbi med jævne mellemrum. Besøget her var for mig turens største oplevelse, mener Mette Frost.

Turen sluttede i Qaanaaq, men det var ikke meningen. Faktisk skulle Arctic Term have været en tur i Ullersuaq, men en defekt gearkasse på båden satte en stopper for det besøg.

-Pludseligt fik vi store problemer med gearkassen, og da båden senere skulle krydse over til Canada, var det et meget problematisk. Vi fik det dog løst af en maskinmester fra elværket i byen. Han havde helt styr over skibsmotorer og fik i samarbejde med skipperen ombord udbedret skaden. Imens havde vi god tid til at se på byen og få en god snak med de lokale. Her ser man kvoter som et onde, og kvoterne gør det svært for folk at holde fast i de gamle fangertraditioner, fastslår Mette Frost fra Verdensnaturfonden.

”The last ice area” gav også helt nye oplysninger til de ombordværende forskere. Blandt andet blev der konstateret saltmarsker i området.

-Hidtil var det nordligst kendte område beliggende i omegnen af Ilulissat, men de lokale fangere mente at der lå et saltmarskområde i nærheden af lufthavnen i Upernavik, og senere fandt den ph.d. studerende også et par områder lidt nord for byen, der kunne kategoriseres som saltmarskområder. Så på en måde fik vi ny viden om både is, fisk og dyr og altså også saltmarsk, slutter Mette Frost sin beretning fra sejlturen fra Upernavik til Qaanaaq.