Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse henter ny chef på privathospital

Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse henter sin nye chef i Danmark.
Lægeklinikken på Sana i Nuuk Foto © : Jonas Løvschall-Wedel
Skrevet af Kenneth Elkjær
25. november 2016 14:28

Peter Henriksen tiltræder som styrelseschef 1. december, hvor han afløser den nuværende chef, Jóanis Erik Køtlum, som har valgt at rejse tilbage til Færøerne. Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

58-årige Peter Henriksen kommer fra en stilling som stabschef på privathospialet Filadelfia i Danmark. Han har erfaring fra det tidligere Hjemmestyre, og han har også undervist på Dronning Ingrids Hospital. 

Samtidig rejser den nuværende chef hjem. Han får et par rosende ord med på vejen fra Departementchefen i Departement for Sundhed, Lone Nukaaraq Møller.

- Vi skal nu sige farvel til Jóanis Erik Køtlum, som stopper med udgangen af november måned. Gennem de sidste mange år, har Jóanis Erik på bedste vis stået i spidsen for Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse, og ikke mindst de ændringer, som sundhedsvæsenet har gennemgået, udtaler hun.