Styr på NunaMinerals' aktiver og passiver

Advokaterne, der behandler mineralefterforskningsselskabet NunaMinerals betalingsstandsning, har i dag i henhold til konkursloven udsendt den første oversigt til kreditorerne over boets økonomiske forhold.
Foto © : KNR
22. maj 2015 16:49

Oversigten viser, at der kun er aktiver i selskabet på godt 264.000 kroner, mens der er passiver - det vil sige gældsforpligtelser - på knap 30 millioner kroner.

Den største kreditor er GrønlandsBanken, der har næsten 12 millioner til gode, men banken har sikkerhed i NunaMinerals ejendom.  


Selvstyret har lige omkring 8 millioner i klemme  - Heraf 4,5 millioner kroner til Landskassen og 3,5 millioner kroner til det selvstyreejede investeringsselskab Greenland Holding.

Læs også Kim Kielsen om NunaMinerals: Vi har gjort, hvad vi kunne


Gælden til de såkaldte simple kreditorer - det vil de mindre kreditorer - har lige omkring 4,6 millioner til gode.


Det fremgår også af oversigten, at NunaMinerals mangeårige direktør Ole Christiansen har et løndtilgodehavende på 1,6 millioner kroner.


Betalingsstandsningen tages op på et kreditormøde i Retten i Grønland fredag den 5. juni. Her vil der blive taget stilling til, om betalingsstandsningen skal opretholdes, og om der i givet fald skal ske ændringer i sammensætningen af det beskikkede tilsyn.