Studie: Temperaturer stiger hurtigere end ventet i Arktis

Temperaturen i Arktis stiger hurtigere end antaget, og klimamodeller kan ikke følge med, viser nyt studie.
Klimaforsker Martin Stendel advarer om, at der kan ligge uhyggelige overraskelser foran os i form af endnu meget bratte stigninger i temperaturen ved Arktis. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
30. juli 2020 14:38

Arktis bliver varmere, og det går hurtigere, end klimamodellerne kan forudsige.

Faktisk er der så kraftige og hurtige spring i temperaturen, som man også så under istiden for over 10.000 år siden.

Det viser et nyt internationalt studie, som blandt andre tre forskere fra DMI står bag.

En af dem er klimaforskeren Martin Stendel, og ifølge ham var der under den seneste istid nogle korte perioder med meget bratte opvarmninger.

LÆS OGSÅ To temperaturrekorder på Indlandsisen i juli måned

- Her taler vi om otte til 10 graders stigning inden for en menneskealder, og hvis vi kigger på dataene i dag, kan vi se det samme, siger Martin Stendel.

- Selv om årsagen dengang og nu er forskellige, handler de begge om ændringer i havisens udbredelse, siger han.

Uhyggelige overraskelser

Det andet resultat, som studiet er kommet frem til, er, at nutidens klimamodeller ikke er gode nok. De kan ikke helt følge med.

Martin Stendel advarer om, at der kan ligge uhyggelige overraskelser foran os i form af endnu meget bratte stigninger i temperaturen ved Arktis.

I perioder - både under istiden og i perioden fra 1979 til 2018 - er den øget med mere end én grad om året. 

Derfor er det vigtigt at forbedre klimamodellerne for Arktis, siger Martin Stendel.

LÆS OGSÅ FN slår alarm over rekordtemperaturer i verdens have

- De er ikke gode nok, og derfor kan vi ikke præcist sige, hvad der vil ske. Men vi kan ikke udelukke, at der kommer nogle meget bratte ændringer, og at havisen går meget mere tilbage eller muligvis forsvinder helt.

Alt håb er dog ikke ude. Det er bestemt stadig muligt at gøre en forskel for klimaet ved at mindske udledningen af CO2, vurderer Martin Stendel.

- Hvis vi beslutter os for at føre udledningen af drivhusgasser til nul hurtigt, kan vi undgå det værste, siger han.