Studerende vil have bedre lånevilkår

Studerende, der læser på en uddannelse i Danmark, skal have samme lånevilkår som deres danske studiekammerater, lyder kravet fra de studerendes forening Avalak.
11. februar 2010 09:53

Udbetalingen af studielån via grønlandsk studiestøtte er alt for ufleksibel.

- Vi kan kun låne de 6.000 kroner som et engangsbeløb, der er ingen muligheder for at administrere det selv, Siger Avalaks formand Britt Anne Nielsen.

Studenterforeningen vil gerne have, at studerende fra Grønland får SU-status som de danske studerende, der kan låne 2.000 kroner om måneden som et studielån. I løbet af et semester kan de låne ialt 12.000 kroner.

Til sammenligning kan studerende via grønlandsk studiestøtte låne 6.000 kroner i løbet af et semester. Og det er enten eller, fortæller Britt Anne Nielsen.

- Du kan låne de 6000 kroner pr. semester, hvorimod en dansk SU-modtager har mulighed for at låne dobbelt så mange penge.

Med til regnestykket hører dog, at de studerende fra Grønland får udbetalt 10.000 kroner som et engangsbeløb, når de påbegynder en uddannelse. Og hvert år får de betalt en rejse hjem til Grønland.

Uanset hvad vil Avalak gerne have at studielånet kan blive udbetalt månedsvis. Og at de studerende ikke er tvunget til at låne 6.000 kroner - hvis de kun har brug for mindre:

- Du har valget mellem at låne de 6000 kroner eller lade være, siger Britt Anne Nielsen.

Medlem af Inatsisartut for Siumut Aleqa Hammond har netop spurgt til Naalakkersuisuts planer for at gøre studielånene mere fleksible via et § 36-spørgsmål.