Studerende i bolignød igen i år

Flere studerende må droppe studierne, fordi de ikke kan finde bolig.
Skrevet af Martine Lind Krebs
04. juli 2012 09:56

Den 30. juli sendes der svar ud til de studerende, der har søgt op optagelse på uddannelser i Danmark. Men allerede nu kan de grønlandske uddannelsesvejledere i København se, at boligmanglen kommer til at koste nogle studerende drømmestudiet.

Manglen på studieboliger i København bliver værre år for år i takt med at optaget på uddannelserne vokser.

Ifølge uddannelsesvejleder i Det Grønlandske Hus, Pia Rosing Heilmann, står fem studerende lige nu og mangler akut bolig.

En af dem har allerede læst et år på uddannelsen, men er nu nødt til at holde et års orlov, fordi hun har mistet sin bolig.

Blandt de fem er en jurastuderende, tre studerende optaget på mellemlange uddannelser og en suppleringsfagsstuderende.

- Det er rigtigt, rigtigt ærgerligt, for de er jo optaget på uddannelserne, og det er jo nogle unge mennesker, der brænder for at gå i gang.

- Så man føler sig lidt magtesløs, når man får en mail eller en telefonopringning om, at de ikke kan starte, siger Pia Rosing Heilmann.

Boligmanglen trykker mere i København end i nogen af de andre uddannelsesbyer.

I Odense garanteres der tag over hovedet til studerende, mens der i Århus er en aftale med kollegieadminstrationen om, at grønlandske studerende kommer først på ventelisten.

Og en lignende ordning står på ønskesedlen i København.

Ifølge Pia Rosing Heilmann er Det Grønlandske Hus i samarbejde med Selvstyret ved at finde ud af at oprette et grønlandsk kollegium i København eller at få stillet nogle kollegieværelser til rådighed.

- Det er der blevet arbejdet på siden november, hvor Palle Christiansen var i Danmark. Men det hjælper bare ikke i den her akutte situation, siger Pia Rosing Heilmann.

Hun erkender sig dog, at det arbejde - i bagklogskabens lys - burde have været igangsat tidligere.

- Tidligere har det ikke været så stort et problem, som det er nu. Og det er jo et positivt problem, fordi det betyder, at flere vil tage uddannelser i Danmark. Og boligmarkedet svinger jo også.

- Vi kunne måske være gået i gang med det tidligere, men der har ikke været samme behov for det, siger hun.

Sidste år søgte grønlandske 400 unge ind på uddannelser i Danmark. En af dem endte med at måtte opgive sin plads på studiet som følge af boligmangel.