Studenterrådgivning i Aasiaat knækker frafaldskurven

En studenterrådgivning i Aasiaat har tilsyneladende fundet den rette medicin mod frafald. I 2006 droppede 65 procent af de studerende ud af Piareersarfik og GU. Så blev der oprettet en studenterrådgivning, og sidste år var frafaldsprocenten nede på 25.
29. maj 2009 12:39

Rådgivningen har både studievejledere og en psykolog tilknyttet, og det er nødvendigt, for de unges problemer spænder fra faglige problemer til dybe sociale traumer fortæller projektkoordinator og vejleder.

- De unge har store sociale problemer, som gør, at de ikke kan gennemføre den uddannelse, som de er begyndt på. Det kan være problemer som seksuelt misbrug, for når de unge kommer væk hjemmefra, dukker traumerne op. Det resulteter i, at de får det dårligt i skolesystemet, siger Peter Frederik Gedionsen.

Han mener også, at det spiller ind på frafaldet, at det er første gang, at de unge er væk fra deres hjemlige og trygge omgivelser.

- De skal prøve livet på egen hånd, og der er faktisk ikke ret mange, der kan administrere det, siger Peter Frederik Gedionsen.

De unge, som har sociale problemer, får hjælp hos psykologen, mens dem med mindre tunge problemer havner hos studierådgiverne. Her er det ofte dårlig vejledning fra folkeskolen eller forældrenes ambitioner, som er problemet siger Peter Frederik Gedionsen:

- Folkeskolen har en stor del af ansvaret for at give de unge en ordentlig vejledning. Men problemet er også, at mange unge ikke er klar til at tage en uddannelse, og så er det forældrenes "fint-skal-det-være-indstilling", der gør, at de unge tager en uddannelse efter forældrenes ønske og ikke ud fra eget ønske. Det vil sige, at de unge presses til at tage en højere ungdomsuddannelse, påpeger Peter Frederik Gedionsen.

En af nøglerne til at knække frafaldsprocenten er, ifølge Peter Frederik Gedionsen, at være meget opmærksom på den enkelte studerende, og forholde sig til den enkeltes problemer.