STTK stritter imod forhøjelse af spilleafgift

Naalakkersuisut forslag om at hæve lotteri- og spilleafgiften fra 15 procent til 30 procent, falder ikke i god jord hos organisationen af Lokale Radio- og TV-stationer i Grønland – STTK.
04. november 2011 11:38

De mener nemlig, at forhøjelsen vil betyde økonomiske tab for medlemmerne og andre foreninger rundt om i landet, der bruger bingo-spil, som et godt supplement til at få det hele til at løbe rundt.

Men i de senere år har bingo-omsætningen været dalende. Derfor mener STTK, at der er grund til bekymring. Specielt i lyset af den skærpede konkurrence fra udenlandske pengespil med præmier, som det lokalt i Grønland er umuligt at konkurrere med.

- I stedet for at forhøje lotteriafgiften burde det fra politisk hold overvejes at lempe afgiften for de indenlandske aktører på spille-markedet som foreninger og organisationer, som til daglig finansierer deres arbejde via spil. Det er jo dem, der bruger pengene til gode formål internt i Grønland, mener Organisationen af Lokale Radio- og TV-stationer - STTK.

Hvis Naalakkersuisut får forslaget igennem vil det give 8 millioner kroner mere i Landskassen. Tilbage er der blot at finde yderligere 20 millioner kroner.