Stormen hård ved hovedstaden

Siden ved 20-tiden torsdag aften har vindstød på over 30 sekundmeter blæst rundt i Nuuk. Og ikke nok med at Nuussuaq-bydelen er uden vand, så flyver der løsrevne tagplader fra den lokale skole rundt i området.
Foto © : Dorthea Johansen/KNR
20. november 2015 14:19

- På grund af den kraftige vind har taget på Nuussuaq Skole revet sig løs. Dette medfører at tagplader og lignende bliver kastet rundt af vinden i området nedenfor skolen.

- Der er ved at blive fortaget afspærring af det berørte område. Det er vigtigt, at denne afspærring respekteres, da færdsel i området skønnes at være særdeles farligt, advarer politiet.

En container i Pukuffik-området er i morges væltet ned over Nukissiorfiits vandledning.

Vandledningen er svært beskadiget, og der må forventes at afbrydelsen vil vare i flere timer. Det oplyser Nukissiorfiit på sin Facebook-profil.

Nukissiorfiit arbejder pt. på at reetablere forsyningen til Nuussuaq i samarbejde med lokale entreprenører men kan ikke sige noget om, hvornår der igen er vand til borgerne.