Storbritannien har for første gang over 60.000 nye smittede
Storbritannien registrerede i går tirsdag 60.916 nye smittetilfælde. Det er første gang, at landet noterer over 60.000 nye smittede på et døgn.
Det viser en daglig opgørelse.
Sundhedsvæsenet i Storbritannien betegner den hastige smittespredning som "stærkt bekymrende", da den vil lægge yderligere pres på sygehusene.
Tirsdag blev der registreret yderligere 830 dødsfald relateret til coronavirus i Storbritannien. Det er over dobbelt så mange sammenlignet med dagen forinden.
LÆS OGSÅ Boris Johnson beordrer ny hård nedlukning af England
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, sagde på et pressemøde tirsdag aften, at over en million personer i England aktuelt er smittet med coronavirus.
Det svarer til to procent af befolkningen.
Siden epidemiens udbrud er i alt cirka 2,75 millioner bekræftet smittet i Storbritannien.
Johnson oplyser ved samme lejlighed, at over 1,3 millioner er blevet vaccineret mod coronavirus i Storbritannien, heraf 1,1 million i England.