Storbritannien anklager Kina

Det var Kinas skyld, at der ikke kom nogen klimaaftale. Det mener Storbritanniens klimaminister.
21. december 2009 06:38

I kølvandet på klimatopmødet langer Storbritannien nu ud efter Kina. Briterne mener, at Kina "kaprede" topmødet i et forsøg på at forhindre, at der blev indgået en aftale. Det mener Storbritanniens klimaminister, Ed Miliband.

I en artikel i den britiske avis The Guardian skriver Miliband, at Storbritannien vil gøre det klart over for de lande, der er imod en juridisk bindende aftale, at "vi vil ikke lade dem blokere for globale fremskridt".

- Vi fik ikke en aftale om 50 procents reduktion af CO2 udledningerne i 2050 eller på 80 procents reduktion i de udviklede lande. Kina nedlagde veto mod begge dele på trods af støtte fra en koalition af udviklede lande og et stort flertal af udviklingslandene, skriver Miliband.

The Guardian skriver, at selv om Miliband i sin artikel kun nævner Kina, så oplyser hans embedsmænd, at kritikken også retter sig mod Sudan, Venezuela, Bolivia, Nicaragua og Cuba, der også forsøgte at forhindre, at en aftale blev underskrevet.