Stor tilslutning til Saligaatsoq

Omkring 450 mennesker fra knap 30 store og små virksomheder samlede i alt cirka 17 ton affald, da der tirsdag den 3. juni for fjerde år i træk blev arrangeret Saligaatsoq - Store Oprydningsdag i Nuuk.
05. juni 2014 05:43

Det var en markant højere deltagelse end sidste år, og hos koordinatorerne i CSR Greenland er der stor tilfredshed.

- Vi er glade for at konstatere, at så mange bakker op om vores fokus på det grønlandske miljø og naturen omkring os. På Saligaatsoq oprydningsdagen er det jo særligt virksomhederne, der er målgruppen, og både store og små firmaer stillede med en masse frivillige medarbejdere, der trodsede det kolde vejr, fortæller projektleder Lotte Kirkegaard.

Blandt de største hold var Permagreen Grønland, der stillede med omkring 60 mand, som ryddede op i området mellem den nye kirkegård og Aanaas hytte langs med Lufthavnsvejen. Da de opstillede containere hurtigt blev fyldt, så begyndte medarbejderne at flytte affaldet med firmaets egne ladbiler.

Der blev indsamlet i alt 27 tons affald – hvilket svarer til 60 kilo affald pr. indsamler.

Også i Qaqortoq smøgede borgerne ærmerne op i går. I dag går det løs i Sisimiut, og desuden holder Ini landsdækkende oprydningsdag den 7. juni.