Stor sejr for svenske samer

Den svenske Højesteret gav i går samerne medhold i, at de har en hævdvunden traditionel ret til at lade deres rensdyr græsse i et stort område i det nordligste Sverige.
Skrevet af Karsten Sommer
03. maj 2011 10:49

Sagen har stået på i hele 14 år, og var rejst af over 100 svenske grundejere fra tre landsbyer i området. Grundejerne hævdede, at rensdyrene forårsagede omfattende skader på skove og marker, og at samerne ikke havde ret til at lade deres dyr passere igennem området.

Samerne fastholdt modsat, at de igennem mange generationer havde brugt området som græsningsareal for deres rensdyrflokke.

Sagen har igennem årene været igennem flere retsinstanser, som hver gang har givet samerne ret i deres påstand. Og den linje blev altså fastholdt i Højesteretsdommen i går, så samerne nu endegyldigt har rettens ord for at deres traditionelle levevis skal respekteres.

Grundejerne i området satte flaget på halv, da resultatet forelå.

- Jeg har kæmpet for denne sag i 20 år, og er dybt skuffet, men nu må vi komme videre med vores liv, siger grundejer Berth Hägglund til NRK.

Samernes advokat mener at dommen vil få betydning for alle samer.

- Det er en historisk dom som vil kunne bruges andre steder i de områder i Nordskandinavien, hvor samerne har rendrift, siger deres advokat til Nrk.no.